|
Praktiske tips
Indkøb
I landsbyen Bogomolje, som ligger ca. 7 km fra lejlighederne, findes et lille mini-marked, hvor en del basale ting kan købes. Ellers må man køre til Sucuraj, eller en af de større byer på nordøen. Det betaler sig derfor at købe ind på fastlandet (Omfartsvejen ved Split huser flere store indkøbscentre).
Medbring
Det er en god ide at medbringe f.eks.: toiletpapir, kaffe/the, kaffefiltere, drikkevand, vin, snacks, pålæg, krydderier sant hvad man har af personlige ønsker til morgenmad o.l. Viskestykker skal man selv have med, og det samme gælder store håndklæder, badelagner o.l.
Grill
Hver lejlighed har sin egen udendørs grill udstyret med Dalmatiens traditionelle 'Gradele' - en rist på fire korte ben med et langt håndtag - og de lokale bruger ikke trækul, men brænde. Årsagen er, at man primært griller mindre fisk, som ikke skal stege så længe. Trækul kan købes i butikkerne.
Krydderier
Og nu hvor vi er ved det kulinariske: Hverken folk fra Dalmatinen eller øboerne bruger krydderier i nævneværdigt omfang. Det kan undre, når man tænker på de historiske italienske besættelser og det faktum, at naturen er rig på vild timian, salvie, oregano, vild fennikel, laurbær mv., men sådan er det. Salt, peber, persille og hvidløg er det, man bruger, så tag selv med hvis noget mere kulørt ønskes.
Drikkevand
Det er som nævnt nødvendigt at købe drikkevand, idet der på øen ikke findes vand i undergrunden, og man derfor er henvist til at opsamle regnvand suppleret med vandværksvand importeret fra fastlandet. Vandet i hanerne kan uden problemer bruges til kaffe, the, madlavning, tandbørstning, men egner sig ikke som drikkevand.
Fisk
I sæsonen (fra 1. juli) kommer der en rullende grønthandler forbi ca. et par gange om ugen og er man heldig, har han også fisk med. Kød (bortset fra frosne kyllinger) må man køre til en af byerne for at få. Slagterne holder i lighed med de fleste dagligvarebutikker 'siesta' kl. 12-16, og udvalget er størst om formiddagen. I juli og august bliver havet så varmt, at fiskene søger ud på dybere vand, og den lokale fangst er stærkt begrænset, men man kan bestille hos 'bedstefar Ivo' eller et af de andre familiemedlemmer, som så skaffer fisken i løbet af en dag eller to.
Badning
Til lejlighederne hører hver sin ”strand”, som er en betonmole støbt på klipperne, men for nordeuropæere, som er vant til sandstrande, kræver det en smule tilvænning med betonen og de rå sandstensklipper. De fleste behøver en eller anden form for badesko - et par gamle gummisko eller lignende - men det absolut bedste til formålet er de specielle sko, som svømmedykkere bruger: en blød sko med skridsikker gummisål (køb dem hjemmefra).
Benzin og penge
Der er langt imellem benzintankene på øen, så sørg for at tanke op, før I forlader fastlandet. Det samme gælder valuta: Der er banker og pengeautomater i Hvar, Stari Grad og Jelsa. Næsten alle butikker tager kreditkort og nogle restauranter og konobaer, men det er klogt at have en 'buffer' af kontanter. Lejemålet afregnes kontant i Euro.
Sproget
Der findes desværre endnu ikke en tidssvarende dansk-kroatisk parlør, men engelsk- eller tysksprogede kan købes. Her følger de få fraser, som almindelig pli kræver kendskab til:
God morgen = Dobro jutro
God dag = Dobar dan
God aften = Dobar Veèer (vetsjer)
Farvel = Dovidjenja eller Adio |