|
Om Kroatien
Mit navn er Suzana Juul Lahonsek og jeg er gift med Jesper Juul og har boet i Danmark siden 1991. Jeg vil gerne præsentere jer for mit smukke og spændende hjemland, Kroatien, hvor vi bor i sommerhalvåret.
Kroatien er et gammelt europæisk kulturland præget af bl.a. romerne, det østrig-ungarske kejserdømme og er nu et moderne demokrati i hastig udvikling og på vej til at blive en af de mest populære destinationer i dagens rejseliv.
Befolkning
Der er 4,5 mill. indbyggere, hvoraf hovedparten er kroatere og resten fordeler sig på serbere, slovenere, ungarer, bosniere, italienere, tjekker m.fl.
Geografi
Kroatien strækker sig fra den østligste del af Alperne i nordøst til de Pannoniske sletter og floden Donau i øst; den centrale del er dækket af bjergkæden Dinara og mod syd strækker den 1.800 km lange kystline sig til syd for den historiske by Dubrovnik. Landet har i alt 5.800 km kystline incl. de mange hundrede øer. Hovedstaden Zagreb ligger i den kontinentale del og har ca. 1 mill. indbyggere.
Klima
Der er to klimazoner: en tempereret kontinental og et behageligt, stedvis subtropisk klima langs kysten. Foråret begynder ca. 1 måned tidligere end i Nordeuropa og vinteren 1 måned senere. Istrien og kystområderne har næsten overvældende mange solskinsdage og en årlig gennemsnitstemperatur på 6° - 11° i januar, 21° - 27° i juli og august; Gennemsnit om vinteren er 12° og om sommeren 25°. I den kontinentale del er gennemsnitstemperaturen om vinteren 0° og om sommeren 23°.
Valuta
Kuna (1 kuna = 100 lipa). Fremmed valuta kan veksles overalt ligesom internationale kreditkort modtages overalt. Alle banker og kontantautomater udbetaler kontant ved brug af kreditkort. Kurseksempel feb. 2006: DKK 0,98, € 7,34.
Infrastruktur
Landet har en moderne infrastruktur med gode hovedveje og motorveje. Man kan f.eks. køre fra Danmark til Split udelukkende på motorvej og om få år hele vejen til Dubrovnik. Indenrigsfly, færger, tog og busser fungerer upåklageligt.
Lidt kulturel orientering
Folk i Dalmatien er måske frem for alt karakteriseret ved deres altomfattende kærlighed til Dalmatien, landsdelens skikke, produkter og historie. Besøg en hvilken som helst familie, og familiens overhoved vil med stolthed byde på sin egen vin eller brændevin i dyb overbevisning om, at netop hans er den bedste! Også selv om den faktisk smager meget lidt som de vine, vi kender, og hvor der har været en professionel vinmager indblandet. På samme måde spiser man - både hjemme og ude - de retter, man altid har spist og mangler helt nysgerrighed over for andre traditioner. Et konservativt folkefærd - også på den politiske scene.
Samtidig er Dalmatien den del af Kroatien, hvor flest mennesker er udvandret fra i løbet af de sidste to hundrede år. Af samme grunde i øvrigt, som fik folk til at udvandre i stort tal fra f.eks. Sverige og Irland. Folkene fra Dalmatien har sat deres tydelige præg på de lande, der tog imod dem - de udgør f.eks. nogle af Californiens, New Zealands og Australiens bedste vinproducenter - men også der har de tradition for at skabe deres egne lukkede samfund, hvor nogle af de mest rabiate nationalister trives og forsøger at sætte den politiske dagsorden i moderlandet.
På trods af den store turisme er Dalmatien stadig langt fra velhavende. Af os til undres man over kvaliteten af udstyr og indbo, men man kan næsten altid konstatere, at det er bedre end det, familien under sig selv. Især på øerne lever de fleste familier af en hel håndfuld erhverv: turisme, landbrug, fiskeri, havebrug og så selvfølgelig deres regulære job, hvoraf de fleste er så dårligt betalt, at indtægten herfra ikke alene kan forsørge en familie. De nye generationer drømmer store pengedrømme, men forældre og bedsteforældre sætter en stor ære i at sætte tæring efter næring.
Åbenheden, gæstfriheden og hjælpsomheden er generelt stor, og der er altid tid til et glas brændevin, en kop kaffe, et glas vin eller en "bevande" (vin & vand). Det er blevet acceptabelt at sige nej tak til husets brændevin, men giv gerne værten et alternativ. Kvinderne fra Dalmatien drikker meget sjældent vin eller spiritus, men accepterer gerne at andre gør det. |